Hvad skal jeg skrive i forretningsomfanget?

Written by Oliver K
Last updated 2025-07-24

Husk: For specifikke spørgsmål om, hvordan forretningsomfanget skal udfyldes, skal I kontakte jeres pengeinstitut.

Unioo har ikke udarbejdet forretningsomfanget og kan derfor ikke rådgive om, hvad der skal stå i det enkelte punkt. Hvert pengeinstitut har sine egne krav og procedurer, og det er kun dem, der kan give jer konkrete svar

 

Hvorfor er forretningsomfanget vigtigt?

Forretningsomfanget bruges af pengeinstitutterne til at leve op til lovgivningen om hvidvask og terrorfinansiering. Hvis der opstår væsentlig forskel mellem det, I oplyser i indberetningen, og foreningens faktiske aktiviteter, kan det føre til, at pengeinstituttet bliver nødt til at handle på det.

Det er derfor vigtigt, at oplysningerne er realistiske og så præcise som muligt.

 

Hvis jeres forening er ny

Er jeres forening helt ny, kan det være svært at vide, hvad der skal stå i forretningsomfanget. I sådanne tilfælde anbefaler vi, at bestyrelsen i fællesskab laver et bud, der så realistisk som muligt beskriver, hvordan I forventer, at foreningens aktiviteter og økonomi kommer til at se ud i det kommende år.

Det er ikke nødvendigt at kende tallene på decimalniveau, men det er vigtigt, at jeres bud er gennemarbejdet og baseret på den viden, I har nu. Brug for eksempel jeres vedtægter, budget eller planlagte aktiviteter som udgangspunkt.

Her er nogle gode råd, når I skal udfylde forretningsomfanget:

  • Skriv kort, klart og præcist
  • Brug den valuta, som pengeinstituttet beder om
  • Tæl nullerne i tallene grundigt – det er en almindelig fejl
  • Hold jer gerne til digitale betalingsløsninger, da det ofte er lettere at håndtere
  • Brug et årshjul eller aktivitetsplan, hvis I har det, så I ikke glemmer indtægtsgivende arrangementer

 

Hvad kan pengeinstituttet finde relevant?

Det varierer fra pengeinstitut til pengeinstitut, hvilke oplysninger de beder om. Nedenfor ser du eksempler på, hvad de typisk vil vide. Det er vigtigt at understrege, at det kun er eksempler, og at jeres pengeinstitut kan stille andre eller flere spørgsmål.

  • Hvad er foreningens primære formål?
  • Hvad skal I bruge bankkontoen til (f.eks. kontingentbetalinger, tilskud, sponsorater)?
  • Hvem er jeres medlemmer?
  • Hvor mange kontante ind- og udbetalinger forventer I årligt, og hvor store er de?
  • Har foreningen udenlandske aktiviteter, betalinger eller adresser?

Er I i tvivl, anbefaler vi, at I kontakter jeres pengeinstitut direkte.

 

Husk

Oplysningerne, I indtaster i forretningsomfanget, bliver gemt til fremtidige indberetninger. Næste gang skal I blot bekræfte, at de stadig er korrekte.